Nyheden ved årets Hejlsminde Strand Festival og tilhørende surf-regatta bliver ikke for nybegyndere på et surfbræt. For i ugen op til Dunkerbeck Longdistance Pro/Am Windsurfing Regatta og Hejlsminde Strand Festival sætter arrangørerne gang i ‘The Stretch’ – et nyt 110 kilometer langt race fra Flensborg Havn til Hejlsminde. Racet bliver sejlet mellem den 6. og 9. juni. Starthornet lyder, når vinden er perfekt.

To tidligere verdensstjerner er med i feltet; nemlig den 42-dobbelte verdensmester Bjørn Dunkerbeck og den 16-dobbelte tyske mester Bernd Flessner.

Det er anden gang, at Dunkerbeck-søsteren, Britt, inviterer syd- og sønderjyderne til beachparty i Hejlsminde – og den har fået vokseværk i år.

– Stranden kommer til at emme af den der særlige surfer laid back-stemning. I år lægger vi vægt på alt det sjove, som man kan lave i og ved vandet. Strand Festivalen har sig et event-program, og her er det noget for alle generation, fortæller hun.

Strandfestivalen og Regattaen finder sted fra den 9. til den 11. juni med et grand prix-race rundt om Brandsø og et langdistancerace til Fyn og retur som de to store surf-events. Fredag og lørdag aften er der strandfest med musik og god mad.