Forrige Følg strømmen – fjern batteriet
Fredag den 21. august dannede Vamdrup rammen om årets Crazy Hours – og byen leverede som altid en ægte byfeststemning for både store og små. Gaderne summede af liv fra eftermiddagen og langt ud på aftenen.
Programmet bød på masser af gode oplevelser og aktiviteter: Børnene hoppede højt i bungeetrampolinerne, tumlede i halmballerne og tog en hyggelig tur med det lokale minitog. Rundt om i gaden kunne man møde lokale foreninger – lige fra Hjemmeværnet med udstyr og firbenede makkere, til Kolding Faldskærmsklub og flotte, klassiske veterantraktorer, der vakte beundring og gode snakke blandt de motorglade.
Ved bordene nød vamdrupperne mad, kolde forfriskninger og det gode selskab, mens livemusikken fra scenen sørgede for den helt rette sensommerstemning. Crazy Hours viste endnu en gang, hvad Vamdrup kan, når byen samles.
Af Peter Floor Kousgaard (tekst og foto)
