Foto: Martin Kristensen (2019)

Igen i år fik lysfesten 24. oktober, til fordel for indsamlingen Knæk Cancer, en kæmpe opbakning med flere lys end nogensinde før.

-Det er gået over al forventning. Jeg er så overvældet over al den støtte, vi har fået fra børn, der har samlet glas ind, alle dem, der har doneret, og fra alle de 100 børn og voksne, der kom i går og hjalp med at sætte glassene op og tænde lysene. Det har været helt fantastisk, fortæller Janni Wasniowski, arrangør og tovholder på Lysfesten i Vamdrup 2019.

Og det var et smukt og stemningsfuldt syn, der lyste op i aftenmørket. Ordene: ’Knæk Cancer’ stod skrevet med flammeskrift fra de 12.659 lys, der blev tændt i rundkørslen på Torvet, og folk kom fra nær og fjern for at tænde lys og mindes nære og kære, som de har mistet til kræften.

Rekordmange lys i år

Antallet af indsamlede glas og tændte lys slog sin egen rekord. Sidste år var antallet 8.200, så det er over 4.000 flere lys, der i år blev tændt til minde om afdøde og til støtte for Kræftens Bekæmpelse. Også indsamlingen overgik sidste år, hvor der blev indsamlet 15.500 kroner, i år lyder beløbet på 16.849 kroner.

Uge 43 er Knæk Cancer-ugen, hvor TV 2 og Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på kræft hele ugen, og som kulminerer på lørdag 26. oktober med Knæk Cancer tv-showet på TV 2. Her samles ind til Kræftens Bekæmpelse, og i bunden af tv-skærmen vil der løbende blive vist de beløb, som blandt andet de enkelte byer har indsamlet, heriblandt også Vamdrup.