Vamdrup Handelsforening lancerede for et par måneder siden et gratis tilbud til nye indbyggere i postnummer 6580. Er du flyttet til lokalområdet her i 2017, så kan du hente en tilflytterpakke på Vamdrup Ugeblad i Østergade.
Det blev så stort et hit, at Handelsforeningen simpelthen løb tør for velkomstpakker. En del måtte desværre gå forgæves, men nu er der friske poser på lager.
Tilflytterposen indeholder forskellige gaver og informationer fra Vamdrups erhvervsliv, foreninger og butikker. Nye borgere modtager i forvejen en tilflytterpakke fra Kolding Kommune, men Vamdrup-pakken er noget helt andet.
 – Pakken fra Kolding Kommune er mere en informationspakke. Vores er kommerciel. Der er gavekort, rabatkuponer, fribilletter og meget meget mere, siger Nicolas Laporte fra Vamdrup Handelsforening.
Velkomstpakken henter nye tilflyttere til 6580-området hos Vamdrup Ugeblad på adressen Østergade 7. Der er én pakke pr. husstand, og for at få en velkomstpakke med hjem, så skal man medbringe sit sundhedskort som dokumentation.
På billedet ses Diana Johansen med en af de eftertragtede poser fra Vamdrup Handelsforening.