Der var stor ros og glad smiley, da FDM´s kvalitetskontrol forleden lagde vejen forbi Vamdrup Biler på Industrivej. Kontrollanterne havde ikke en finger at sætte på Vamdrup Biler, som høstede topkarakter: fem stjerner ud af fem mulige.
– De kommer uanmeldt, så vi kan ikke forberede os på besøget. Og de tjekker stort set alt. De udvælger en tilfældig bil, som vi netop har gjort færdig på værkstedet. Bilen bliver gennemgået for fejl og mangler, men det er meget mere end det, fortæller Freddy Christensen fra Vamdrup Biler.