På billedet er det initiativtager Karina Schwarz og fra Sydbank Nicolas Laporte

Da lysene på juletræet i Lunderskov blev tændt var det med en donation fra Sydbank Fonden på 3.000 kroner.
Da den traditionsrige tænding af byens juletræ i Lunderskov pludseligt stoppede for nogle år siden, tog en lille gruppe borgere sagen i egen hånd. For det bliver ikke rigtig jul, hvis der ikke er et juletræ på Torvet i Nørregade.
– Arrangementet har været skrinlagt i flere år. Da det blev erstattet med en julemesse i Lunderskovhallen. Vi synes simpelthen ikke, det kan blive rigtig jul uden juletræstænding og fest på Torvet, siger Karina Schwarz, som sammen med seks andre borgere har grebet stafetten fra Karinas faster, Anna Jespersen, som tog initiativ til arrangementet, der første gang blev afholdt – på ny – i 2015.
Julemand og juleknas Donationen fra Sydbank Fonden gør en stor forskel, for juletræs-arrangementet er stablet på benene af en lille forening af frivillige uden andre midler end dem, der bliver doneret eller sponsoreret.
– Vi vil gerne både afholde forskellige julekonkurrencer med præmier og give lidt godter til børnene, fortæller Karina.
– Til juletræstændingen var der mulighed for at købe æbleskiver og gløgg, det var byrådsmedlem Birgitte Kragh, som holdt talen i forbindelse med julearrangementet.
Hånd i hånd Afdelingsleder hos Sydbank i Kolding, Nicolas Laporte, er glad for de lokale ildsjæles engagement i byens julefestligheder.
– Hos Sydbank vil vi altid gerne støtte de lokale kræfter, og jeg er imponeret over, hvad de syv frivillige fra Lunderskov har formået at stable på benene til fordel for alle byens børn og voksne.