Klik her for at komme til Kolding Stadsarkivs hjemmeside
5. september 2010
Forside Kontakt Kolding Kommune English Udskriv Læs op

Månedens foto

Kolding Stadsarkiv har en stor samling af fotos af ældre og nyere fotos fra Kolding og
omegn. Fotografierne er modtaget i arkivet

 
Mere om

ved gaver fra private, modtaget fra den
kommunale administration, fra fotografer m.v.
I nogle tilfælde har arkivet indkøbt fotos fra andre samlinger f.eks. fra Det Kongelige Bibliotek. Fotokopier af billederne kan ses på arkivets læsesal, hvor det f.eks. er muligt at se fotos fra enkelte gader eller fra enkelte virksomheder, hvis de findes i arkivets samlinger.

2010
SEPTEMBER
Vestergadekvarteret februar 1965 (Foto: P.Thastum)
Vestergadekvarteret februar 1965.  Til venstre i billedet Bredgade og i forgrunden Torvegade. Til højre for billedet ligger rutebilstationen og rutebilcafeen.  Fra Bredgade udgår Vestergade, der løber ned til Rendebanen. (Foto: P. Thastum)


AUGUST
Udsigt fra nord 1916 med Dyrehavegårdsvej, Kaalunds sæbefabrik mv.
Udsigt 1916. Husene i forgrunden har nu adressen Grønningen 3-7. Til venstre i billedet Dyrehavegårdsvej. I midten af billedet løber H.C. Petersensvej ned. Den store skorsten i midten hørte til Kaalunds Sæbefabrik. Bygningen til højre på H.C. Petersensvej husede Kolding Landsogns Elektricitetsværk (se artikel fra Koldingbogen 1993), der blev sat i drift i 1912. Længere væk tage og kviste på bygninger i nuværende Fredericiagade og Mazantigade.


JULI
Genforeningen 1920 - Sdr. Landevel
10. juli 1920 var byen smykket med flag. Christian X ankom til Kolding Havn på "Dannebrog" om morgen. Kl. 8.25 satte bilkortegen sig i bevægelse og kørte ad ruten Øster Klostergade (Munkegade)-Jernbanegade-Østergade-Helligkorsgade-Søndergade-Sdr. Landevej (Haderslevvej) mod syd. På billedet ses kortegen ved foden af Haderslevvej og kongens bil yderst til højre på vej mod Frederikshøj for at ride ind i det genvundne land på den hvide hest.


JUNI
Husarangrebet - maleri på Kolding Rådhus (udsnit)
Når dronningen besøger byen 7. juni ledsaget af en eskorte fra gardehusarerne vil mange tænke på mindestenen på Fynsvejs for husarernes angreb under slaget ved Kolding i 1849 og på Otto Baches maleri på Kolding Rådhus (ovenfor gengives udsnit af maleriet). Det er mindre velkendt at husarregimentet tidligere i sin historie også havde tilknytning til Kolding. Efter regimentets oprettelse i 1762 og hjemkomsten fra den krig mod Rusland, der ikke blev til noget, blev størstedelen af regimentet indkvarteret i Kolding frem til dets midlertidige nedlæggelse i 1767. Efter regimentets genoprettelse i 1774 blev det omkring 1778 brug til at afspærre grænsen mellem Nørre- og Sønderjylland for at hindre udbredelsen af kvægsygen. I den anledning blev Kolding brugt som udgangspunkt.


MAJ
Befrielsesmøde i Staldgården 21.05.1945
21. maj 1945 afholdt Frihedsrådet møde i Staldgården. På billledet taler bylederen kaptajn Schack og foran talerstolen er sabotagegrupperne, og til højre politigrupperne. Andre af byens fremtrædende borgere talte også: pastor Sølling, pastor Tobiassen, dommer Strøbech, borgmester Juhl m.fl. . Uventet  talte pastor Sandbæk også. Efter avisreferatet dagen efter talte han blandt om behovet for et opgør med forbryderne.


APRIL
Normandiet
Skibet "Normadiet" tilhørende Det Dansk-Franske Dampskibsselskab havde 5. april 1940 slutlosset en kornladning i Kolding.  På grund af den tyske besættelse kom det til at ligge i Kolding Havn til 1943. Mandskabet undtagen kaptajnen, 1. styrmanden og 1. mesteren blev afmønstet og skibet blev passet af den resterende besætning og nogle drenge fra byen. Provianten blev stillet til Kolding Kommunes rådighed og en del uddelt til byens aldersrentenydere. De store stykker kød og flæsk blev skåret ud af kommunens kontorfolk. Skibets 1. styrmand Børge Messmann blev 1941 gift med Ruth Bjerre, datter af vinhandler Bjerre. Han bosatte sig siden i Strandhuse. Byens svømmeklub benyttede skibet til udspring.
I juli 1943 kom skibet i fart igen og blev indsat i malmtransporterne mellem Sverige og Tyskland. Det sank allerede 1.8.1943 efter kollission på Altenbrücks Red på Elben.


MARTS
Regionplanudvalget for Trekantsområdet, dets Kulturelle Udvalg 14.9.1966
Tankerne om en trekantby, bestående af Kolding, Fredericia og Vejle, begyndte at fremstå som en realistisk mulighed i begyndelsen af 1960-erne. Der blev 1962 nedsat et regionplanudvalg med politikerne og teknikere fra de tre byer. I de følgende år samarbejdedes der i Regionplanudvalget om en række konkrete opgaver bl.a. etableringen af Billund Lufthavn. Ud over trafikspørgsmål var det i høj grad spørgmål vedr. uddannelsesinstitutioner og sociale og kulturelle institutioner, der havde udvalgets bevågenhed. På billedet ses Regionsplanudvalgtes udvalg for kulturelle anliggender forsamlede på Kolding Rådhus 14.9.1966: siddende fra  venstre overlæge dr. med Erik Hansen, Vejle, rektor Knud Moseholm, Kolding, dommer J. Kisbye Møller, Gladsaxe og forstander P. Sonne Frederiksen, Seest. Stående fra venstre overlæge dr. med Jørgen Røjel, Fredericia. overlæge dr. med. I.C. Højensgaard og lektor Erik Mortensen, Kolding.  (Foto: P. Thastum)


FEBRUAR
Legitimationskort 1920
Forud for afstemingerne om Genforeningen i 1920 gik Versailles-traktaten. Traktatens artikel 109 gav stemmeret til alle mindst 20-årige personer, som var født i afstemingsområdet, havde været bosat der senest siden 1900 eller var blevet udvist derfra af de tyske myndigheder. Det medførte at mange udefra - både dansk- og tysksindede på afstemningsdagene begav sig til Slesvig for at afgive deres stemme. Det er blevet beregnet at i 1. og 2. afstemningszone blev hver fjerde stemme afgivet af tilrejsende. De tilrejsende skulle medbringe et legitimationskort forsynet med et fotografi. På billedet ses legitmationskortet for Jakobine Hansen der boede i Kolding (Saxildhus), som 10. februar 1920 kunne stemme i Bjerning.


JANUAR
Havnen 1923 tipvogne transporterer jord til opfyldning
Som en del af havnens udbygning omkring 1920 blev arealet udfor Svineslagteriet opfyldt. Jorden blev hentet fra havnens gård på sydsiden af fjorden, transporteret i tipvogne over åen via den nyanlagte Sorte Bro og over havnebassinet på en elektrisk drevet trækfærge. Billedet skulle være fra maj 1923.


Der kan ses flere fotos ved at klikke på linkene i infoboxen øverst til højre.

  

 


Oprettet: 30-08-2004 Sidst opdateret: 03-09-2010 af Søren Flø Sørensen

Kolding Stadsarkiv · Nicolai Historie, Skolegade 2B · 6000 Kolding · Tlf. +45 79 79 10 30 · Fax +45 79 79 10 31 · E-post