Ole Nørskov Band er det ene af de to musiske indslag til Smagens Dag.

På fredag, den 31. maj fra klokken 18-22, afholder Vamdrup Handelsforening traditionen tro den stemningsfulde Smagens Dag, hvor smagspræferencer i alle nuancer kan stilles tilfreds. I Østergade og på Kinotorvet kan både smagsløgene udfordres med godt til ganen, så både sult og tørst kan stilles, mens øregangene kan sende signaler til fødderne om at rocke med på musikken. Byens butikker byder på gode rabatter og tilbud og folks smag for mode kan også blive sat i spil, når den står på modeshow og chancen for at snuse til de nyeste trends.

Både tørt og vådt

Det ligger i navnet; ingen behøver gå sultne hjem fra Smagens Dag. Vamdrup Hotel sælger mad på Kinotorv og ”Uden Kniv og Gaffel” stiller op med pølsevogn og lader, som navnet antyder, bestikket blive hjemme. Rotary sørger for den stemningsfulde duft af grill og sommeraftener og sælger grillpølser. Dertil kan tørsten naturligvis stilles med øl og vand og nysgerrigheden kan stilles med forskellige smagsprøver – blandt andet fra lagkagehuset.

Ligeså længe Smagens Dag har eksisteret, ligeså længe har Skjold Burnes salgsvogn være at finde til arrangementet. Her kan købes smagsbilletter, der giver garanti for gode smagsoplevelser. I år planlægger Skjold Burne især at medbringe vin, herunder Rosé, whisky og rom. Traditionen tro kommer også Frøkær Vingård og Gårdbutik forbi og giver smagsprøver på lokalt producerede vine. Der sælges også lokalt producerede råvarer fra gårdbutikken. Jens Graff fra Frøkær Vingård håber, at han kan give gæsterne til Smagens Dag mulighed for at være nogle af de første til at smage på tre nye vine fra hans sortiment.

” The CastAways” kan høres i Østergade.

Både rock og pop

På både Kinotorvet og i Østergade tilsættes Smagens Dag musikalsk stemning, når henholdsvis ”Ole Nørskov Duo” og ”The CastAways” spiller op til dans. Mon ikke også muligheden for fællessang byder sig, når de to navne spiller både danske og udenlandske klassikere fra de sidste årtiers sangskatte. ”Ole Nørskov Duo” består af Ole Nørskov og Anders Lampe og de begiver sig ud i et folkekært repertoire, der blandt andet hilser på The Beatles, Shu-bi-dua, Kim Larsen, Leonard Cohen og Creedence Clearwater Revival. ”The CastAways” består af Claus Iversen og Terry Lake og de holder meget af at spille et miks mellem pop, rock og country. Med dem på scenen kan publikum forvente at kunne tage sig en svingom til Mustang Sally, When your gone og Dancing in the Moonlight – altså; hvis din far gi’r dig lov.

Kig op!

Det er ikke ret tit, at vin springer ud med faldskærm, men ikke desto mindre anbefaler handelsforeningen, at Vamdrups borgere vender blikket mod himlen, når årets udgave af Vamdrupvinen daler ned for at lande på det gamle stadion. Det sker cirka klokken 18.15 og det er Vamdrups Skydive 2000, der står for himmelaktiviteterne. Vinen kan købes i Østergade, ligesom der her og i udvalgte butikker vil der være smagsprøver på vinen, som igen i år kommer i både en rød og en hvid udgave.

Fra Chile og Australien til Kino

Druerne i de to vine kommer langvejs fra, men motivet på etiketten på årets Vamdrupvine er så lokalt som det bliver. De er nemlig smukt dekoreret med Kinotorvet. Hvidvinen er en chilensk Sauvignon blanc og den tørre, liflige vin passer godt til fisk og skaldyr, lyse kødretter, pasta, pizza og milde, bløde oste. Rødvinen er en australsk Shiraz-Cabernet med en kraftfuld og krydret fylde.