I det grønne område bag herskabsvillaen Hellas lige i hjertet af Lunderskov er det nu muligt for byens borgere at genopleve lidt af fordums storhed. Vejen gennem det bakkede kulturhistoriske landskab er blevet retableret med nyanlagte stier og en opholdsplads, hvor områdets beplantning er ryddet.

Projektet er blevet gennemført som et samarbejde mellem Lunderskov Boligforening, Lunderskov Lokalråd og Kolding Kommune, som har bidraget med et økonomisk tilskud gennem Centerbypuljen.

Glæde i Lunderskov

I Lunderskov Boligforening, der ejer Hellas og en del af jorden omkring, glæder bestyrelsesformand Inga Holm sig over parkprojektet.

– Det er et længe næret ønske om at forskønne området, som går i opfyldelse. Vores lejere ser frem til at benytte stierne, men byens borgere skal vide, at alle er velkomne. Her må de meget gerne gå tur og opleve stemningen, siger Inga Holm, der er initiativtager til projektet.

Også i Lunderskov Lokalråd, der tog positivt imod idéen, udtrykker man tilfredshed med resultatet og samarbejdet omkring projektet.

– Et privat område bliver nu åbnet, så borgerne kan få adgang til et naturskønt område midt i byen. Folk kan gå en tur i haven og videre ned til Drasbæk Møllesø, siger Lone Thorndahl Erbs, medlem af Lunderskov Lokalråd.