Af Poul Erik Jensen
Byrådsmedlem for socialdemokratiet
Østergade 20
6580 Vamdrup

For fire år siden gav min arbejdsgiver på DR Syd mig et ultimatum: Drop kommunalpolitikken i Kolding – ellers har du ikke mere at gøre her på arbejdspladsen!

Jeg havde på det tidspunkt været på DR Syd i snart 17 år – og var meget glad for mit arbejde som journalist, hvor jeg vel og mærke ikke havde med politik at gøre. Desuden var jeg langt hjemmefra, så jeg ikke blev indblandet i historier fra Kolding Kommune.
Men ingen kære mor. Ud af vagten! Farvel til mine allerbedste arbejdskammerater gennem mange år.

Jeg ville ikke presses ud af kommunalpolitik på den måde. I stedet havnede jeg på P4 Trafik i Aarhus, hvor det blev vurderet, at jeg var politisk ufarlig. Så nu handler det bl.a. om uheld i højre eller venstre vognbane. Køkørsel. Mørklagte lyskryds. Dækrester og andet tabt gods på især motorvejene.

Men der er jo også en regning at betale. Nu kører jeg omkring 50.000 km om året for at passe mit arbejde. Jeg bruger dagligt to og en halv time i bilen – mindst. I runde tal bruger jeg 550 timer i bilen – og det svarer faktisk til 13 hele arbejdsuger om året.

Nå, men hvad betyder det, når man har et godt arbejde.

Til gengæld har jeg fået lov til at fortsætte i kommunalpolitik, som jeg elsker. Jeg sætter en ære i at være tillidsrepræsentant for mit parti og især for Vamdrup – det lokalområde, hvor jeg og min familie bor.

Alting har en pris. Og det er prisen værd.