I søndags afholdt Hjarup Kirke for første gang gospelworkshop for 42 gospelglade deltagere. Det var menighedsrådet i Hjarup Kirke, der stablede arrangementet på benene og de to erfarne gospelmusikere Maren Frost og Jeanette Bonde, der ledte workshoppen.

-Vi havde en virkelig god dag og et virkelig flot fremmøde. Deltagerne var en god blanding af lokale fra Hjarup, men også folk fra Vamdrup og Kolding. Aldersfordelingen var alt mellem 70 og 14 år, fortæller Maren Frost.

Sammenhold

I timerne fra klokken 11 til klokken 16 knoklede deltagerne for at lære hele fem sange. Repertoiret skulle bruges, når workshoppen afsluttedes med en gospelgudstjeneste. Sangene spændte over flere forskellige genrer indenfor gospel, så koncerten bød på både salsarytmer og bløde popballader.

-Koret sang supergodt og det synes jeg, er ret vildt, når de faktisk kun lige havde lært sangene tidligere på dagen, siger Maren Frost.

En af deltagerne på workshoppen er Ella Nygaard-Lund, som er 14 år og går i 8. klasse. Hun var med på søndagens workshop, fordi hendes mor havde spurgt om hun ikke havde lyst til at tage med hende.

-Det var virkelig en sjov dag. Underviserne var gode og vi fik sådan en fed sammenholdsfølelse af at synge sammen. Det var en fantastisk oplevelse, at vores stemmer var så forskellige og alligevel passede det hele sammen og at vi skabte noget sammen, siger Ella.

Gospel er noget særligt

-Gospel kan noget helt særlig. Det gør én glad at synge det og man bliver også glad af at høre på det, fortæller Maren Frost og hun bliver bakket op af Ella, som også synes, at gospel er noget for sig.

-At synge gospel er bare lidt sjovere end at synge salmer. Ikke fordi, der er noget galt med salmer, men gospel er bare virkelig sjovt, siger Ella og fortæller samtidig, at hun var lidt nervøs, da hun skulle synge til gospelgudstjenesten, men at det ikke var så slemt, fordi alle deltagerne stod sammen om det.