Facebook Vamdrup - opslag

Vamdrup: En lille forespørgsel på Facebook Vamdrup fik i løbet af kort tid 116 likes og 70 kommentarer. Opslaget var fra Vamdrup borger, Mads Frostholm. Han skrev:
”Hej Alle sammen
Jeg ville blot høre om der evt. var andre end mig der godt kunne bruge en DAO pakkeshop i Vamdrup? Lige pt. er den nærmeste i Sommersted eller Lunderskov.
I så fald er dette en opfordring til erhvervsdrivende i Vamdrup at blive oprettet som DAO pakkeshop.”

Antallet likes og kommentarer taler for sig selv i forhold interessen for at få en DAO pakkeshop i Vamdrup. Det er ikke så meget det, der gør, at jeg nu skriver om det. Nej, det som imponerer, er den handlekraft, Vamdrup viser. Gode ideer blev delt i kommentarfeltet under Mads Frostholms opslag, og i løbet af kort tid blev Per Tonnesen, formand for Handelsforeningen i Vamdrup tagget tre gange. Måske fordi folk kender ham som en handlingens mand.
Det er Per Tonnesen i hvert fald: Han gik straks videre til Brugsuddeler Emil Brundin med spørgsmålet om SuperBrugsen i Vamdrup, som allerede har pakkeshop for GLS og PostNord, kunne supplere deres pakkebiks med en DAO pakkeshop. Emil Brundin, som også er en handlingens mand, tog straks kontakt til DAO. Aftalen er nu, at DAO vil sende deres konsulent ud, når han er tilbage fra ferie om tre ugers tid.
Emil Brundin havde ikke set facebookopslaget, men kiggede på det, mens han og jeg talte sammen. Han gjorde store øjne, da han så alle de engagerede kommentarer. Han sagde
– Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne få det til at gå op!
Emil Brundins bekymring er, at de kommer til at mangle plads til pakkerne. De kæmper allerede med pladsen. Særligt i forbindelse med Black Friday og i julegavetiden, hvor de må tage lokalet ved siden af Center Pizza i brug. Men Emil Brundin er bestemt ikke pessimist. Mens vi snakker, står han og mumler
– men måske vi kunne flytte lidt rundt og… han tænker,
– Jeg vil ikke love noget, siger han, men jeg vil gøre et forsøg.