The Quiggs spiller koncert i Vamdrup Kino den 2. april

The Quiggs er en skotsk/dansk duo, som består af ægteparret Stephen og Pernille Quigg. Den 2. april kan de opleves i Kino i en koncert, der byder på toner fra Skotland og folkesangens tradition. Stephen Quigg, som er en veletableret folkesanger, er opvokset på den skotske vestkyst og har i årenes løb optrådt som solist, men også som del af den legendariske skotske folkemusikgruppe ”The McCalmans”.

Jyske rødder

Pernille Quigg, som er folkesanger og sangskriver, er til gengæld opvokset i Østjylland og i de senere år har de to slået pjalterne sammen, både i privaten og på scenen, hvor deres fælles fornemmelse for musikkens sjæl skaber en tæt harmoni med både traditionelle og nyskrevne sange. “The Quiggs” udgav deres første album ”River of Time” sammen i 2015, som modtog fine anmeldelser i pressen. I marts 2017 udkom deres sidste nye CD “Seeds I Didn’t Sow”. En koncert med “The Quiggs” er en chance for at høre folkesang og -musik i dens oprindelige form – instinktiv og udtryksfuld, smukke harmonier, og sange der lægger op til publikums deltagelse.