Et bredt flertal i Kolding byråd bakker op om et forslag til ny motorvej fra Haderslev over Vamdrup, Lunderskov og videre til Billund og Give. Det fremgår af et høringssvar, der er på vej fra byrådet.

Her peges der på en hensigtsmæssig linieføring vest om Vamdrup og Lunderskov ligesom der peges på en hensigtsmæssig linieføring øst om Vamdrup. Det er op til Vejdirektoratet og Folketinget at afgøre, om det skal være en vestlig eller østlig linieføring omkring Vamdrup.

Linieføring næppe klar før om to år

Nu er høringsfristen udløbet.

Derefter går Vejdirektoratet i gang med at bearbejde materialet. Og til sidst laves der et forslag til linieføring i sidste halvår af 2019. Derefter tager Folketingets politikere stilling til det videre forløb.

Modstanden mod den kommende motorvej og linieføringen igennem lokalområdet vækker ikke begejstring overalt. På Facebook Vamdrup er de negative meldinger i klart overtal, men ifølge det socialdemokratiske byrådsmedlem Poul Erik Jensen fra Vamdrup er den kommende hærvejsmotorvej et must.

–  Det handler om arbejdspladser og fortsat erhvervsudvikling. Også hos de eksisterende store virksomheder som Dansk Auto Logik, Isover, Rockwool og Teknos, mener Poul Erik Jensen.

Læs mere i Vamdrup Ugeblad.