Nu skal der tages bedre imod byens tilflyttere. Ideen om en tilflytterpakke har ligget og spirret hos Vamdrup Handelsforening i årevis, og med Nicolas Laporte fra Sydbank og ejendomsmægler Søren Brink fra Nybolig i spidsen bliver projektet nu endelig til virkelighed.
– Vi har fået en utrolig støtte fra erhvervslv, foreninger og butikker til projektet, og vi har virkelig fået sammensat en attraktiv pakke, fortæller Søren Brink (til højre på billedet).
Nye borgere modtager i forvejen en tilflytterpakke fra Kolding Kommune, men Vamdrup-pakken er noget helt andet.
– Pakken fra Kolding Kommune er mere en informationspakke. Vores er kommerciel. Der er vin, gavekort, rabatkuponer, fribilletter og meget meget mere, siger Nicolas Laporte.
Velkomstpakken henter nye tilflyttere til 6580-området hos Vamdrup Ugeblad på adressen Østergade 7. Der er én pakke pr. husstand, og for at få en velkomstpakke med hjem, så skal man medbringer sit sundhedskort.
– Er du flyttet til postnummer 6580 her i 2017, så byder vi velkommen med pakken. Tilbuddet gælder nye vamdruppere, understreger Nicolas Laporte.